Lærere enige med elever: Skoledagene er for lange

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

Danmarks Lærerforening nikker genkendende til det billede, en ny undersøgelse tegner af, at eleverne synes, at skoledagen er for lang.

I et notat fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, fremgå det, at tre fjerdedele af de 15.682 elever, som er med i undersøgelsen, mener, at skoledagen er lidt eller alt for lang.

Det er der grund til at tage alvorligt, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Jeg får mange tilbagemeldinger fra lærere, som oplever, at elever er trætte og uoplagte sidst på dagen og ikke mindst sidst på ugen. Det er et tegn på, at dagen er blevet for lang for mange elever.

Folkeskolereformen, der trådte i kraft efter sommerferien 2014, har generelt betydet, at eleverne har fået længere skoledage. Den gennemsnitlige skoleuge er 30 timer for de yngste elever, 33 timer for 4.-6. klasse og 35 timer for de ældste klasser.

Og det er altså for langt, lyder vurderingen i undersøgelsen, der er foretaget i foråret 2015.

Anders Bondo Christensen er langt hen ad vejen enig i den vurdering.

- Det at have timer med kvalitet er afgørende vigtigt. Derfor bliver man nødt til at prioritere ressourcerne, så man kan sørge for, at der er kvalitet i undervisningen. Det er meget vigtigere, end at man sikrer, at der er et højt timetal.

Han er glad for, at børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har åbnet for, at man lokalt kan vurdere, hvor lang skoledag man vil have.

Blandt elevernes talerør er der delte meninger om de lange skoledage. Danske Skoleelever er som udgangspunkt positivt indstillet over for reformen, men skriver i en kommentar, at skoledagen skal være mere varieret, og at man skal tage den nye undersøgelse alvorligt.

En anden organisation, Alle Danmarks Folkeskoleelever, er blevet stiftet i januar i protest mod reformen.

- Politikerne må finde ud af, hvorfor skoledagene er for lange i stedet for at sige, at det er op til kommunerne, og at kommunerne kan handle inden for de her stramme love. Det kan vi ikke bruge til noget, siger Milos Jørgensen, der er formand for organisationen.

- I øjeblikket lærer vi ikke mere. Vi bliver demotiverede, og vi vil egentlig bare hjem, fordi vi synes, dette er spild af tid.

/ritzau/