Lærere: Hold fingrene fra os, Bjarne Corydon

Formanden for Danmarks Lærerforening kritiserer finansminister Bjarne Corydon (S) for at blande sig i overenskomstforhandlingerne mellem kommunerne og lærerne. Det skriver Berlingske.

Ifølge lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er det aldrig før set, at en regering blander sig så direkte i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter.

- Det er helt uhørt, og jeg har meget svært ved at se, hvordan vi skal finde fælles løsninger, hvis regeringen sidder i baggrunden og styrer forhandlingerne, siger lærerformanden til Berlingske.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser anklagen og fastslår, at folkeskolelærerens overenskomst forhandles af Kommunernes Landsforening (KL).

Flere har fremhævet overenskomstforhandlingerne som afgørende for, at regeringens store ambitioner for folkeskolen kan blive realiseret.

Men allerede inden parterne formelt skal udveksle krav om halvanden måned, truer uenighed om lærernes arbejdstid med at afspore forhandlingerne.

Kommunerne vil ophæve arbejdstidsaftalen, så det i stedet er skolerne, som bestemmer, hvor megen tid lærerne skal undervise. Formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, afviser blankt, at regeringen styrer forhandlingerne.

- Lærerne skal ikke arbejde mere, de skal lave noget andet. I dag går næsten hver sjette elev ud af skolen uden at kunne læse og regne. Skal vi løse det problem i en tid med knappe ressourcer, bliver vi nødt til at gøre reglerne mere fleksible, siger Ziegler.

Anders Bondo Christensen understreger, at han ikke ønsker en konflikt, men står fast på, at arbejdstidsaftalen skal bevares i overenskomsten.

 

Dagens Gossip

Dagens TV