Lærere i chok: Har aldrig oplevet sådan noget

Lærerne er dybt forbløffede og forundrede over nyheden om, at deres forhandlinger med kommunerne om en ny arbejdstidsaftale er brudt sammen.

Det siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til Ritzau.

Han blev natten til onsdag ringet op af chefforhandleren for kommuneforeningen KL, borgmester Michael Ziegler, som afleverede budskabet om sammenbruddet i forhandlingerne:

- Vi er totalt overraskede over at få et telefonopkald, hvor Michael konstaterer, at forhandlingerne er brudt sammen. Det er et ensidigt dikteret sammenbrud fra KL's side, siger lærerformanden.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignede. Vi er totalt målløse. Vi har ikke afvist et eneste af KL's krav. Vi er derimod gået direkte ind i deres krav, tilføjer han.

Anders Bondo Christensen uddyber:

- Og så har vi stillet nogle spørgsmål til dem. Det er helt banale ting, som de skulle give os svar på. Hvordan man kan opgøre overtid for eksempel. Sådan nogle helt almindelige bestemmelser.

- KL kunne bare have skrevet til os, at de kan de ikke svare på, eller at det vil de ikke svare på. I stedet får man at vide, at forhandlingerne er brudt sammen, siger Anders Bondo.

Formand for Danmarks Lærerforening vil gerne mødes med KL igen og genoptage forhandlingerne, lyder det.

- Jeg har sagt til Michael, at min telefon er åben døgnet rundt. Han kan bare ringe, siger han til Ritzau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip