Lærere: Kan ikke løse tosprogedes karakterproblem alene

Minoritetselevers karakterer i folkeskolen rasler ned i København.

Men hvor borgmesteren placerer skylden hos skolerne, peger Københavns Lærerforening på en større indsats på tværs af områder, hvis problemet skal løses.

- Lærere er ret trætte af at høre, at det er skolerne, der svigter. Vi tager vores medansvar, men det er jo et samfundsproblem, siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.

- Det er ikke noget, skolen kan klare alene, det er bare skolen, der får skylden for problemet, fordi det er nemt. Men der er behov for en bredere indsats.

- Det er et alt for komplekst problem, fordi der tit er tale om bagvedliggende problemer såsom arbejdsløshed eller manglende uddannelse i familien, og det er ikke et problem, som skolen kan løse alene, tilføjer han.

Nye tal fra kommunens såkaldte integrationsbarometer viser mandag, at karakterskellet mellem danske og tosprogede elever er blevet endnu større. Igen.

For det er en udvikling, der har stået på i flere år og nu udgør den største forskel på eleverne siden 2010.

Eleverne med anden etnisk baggrund end dansk fik i gennemsnit en karakter på 4,96 ved afgangsprøven sidste år, hvilket svarer til et lavere snit på 1,5 karakterpoint end den gennemsnitlige klassekammerats.

Det fik børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) til at rette skytset mod folkeskolen.

- Det er et kæmpestort problem, og det er i høj grad folkeskolens skyld. Vi skal gøre op med den blødsødenhed, som har hersket i alt for mange år. Tallene er desværre udtryk for, at vi endnu en gang taber en generation på gulvet.

- Det, der er gået galt, er, at der har været nogle velmenende lærere og skoleledere, som ikke har villet tage konflikten med forældrene eller eleverne og krævet af dem, at de skulle lave lektier, siger hun.

Jan Trojaborg kalder situationen "trist og beskæmmende" og erkender, at kritikken tidligere passede, men understreger, at der er sket en ændring.

Han mener derfor, at der skal samarbejdes på tværs, hvis de tosprogedes karakterer skal op på samme niveau som deres danske klassekammeraters.

Det betyder, at lærere, sundhedsplejersker, skolepsykologer og sociale myndigheder skal tage hånd om problemet i fællesskab.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV