Lærere mangler tid til at samarbejde med pædagoger

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

På mange skoler står pædagoger, sammen eller alene med en lærer, for den såkaldte understøttende undervisning. 1800 pædagoger skal på efteruddannelse, så de bliver bedre rystet til den nye rolle.

Men der er slet ikke tid til, at lærere og pædagoger kan planlægge undervisningen sammen, lyder det fra Danmarks Lærerforening.

- Det altoverskyggende problem er, at der ikke er tid til at samarbejde. Det hjælper kurser jo ikke på, siger lærerformand Anders Bondo Christensen.

A.P. Møller Fonden har besluttet, at en del af den milliard kroner, som fonden har skænket den danske folkeskole, skal øremærkes et efteruddannelsesprojekt, som pædagogernes fagforening, Bupl, og Kommunernes Landsforening står bag.

Det drejer sig om mellem 18 og 20 millioner kroner. Understøttende undervisning kom på skemaet med folkeskolereformen. Det varetages ofte af pædagoger og skal supplere skolens traditionelle fag og styrke elevernes udvikling.

- Der er for dårlig tid til at forberede den spændende og anderledes undervisning, som understøttende undervisning er blevet solgt som, mener Anders Bondo Christensen.

- Hvis man for eksempel tager på besøg på en virksomhed, kræver det tid til at forberede besøget sammen med virksomheden og til at følge op på besøget bagefter. Ellers får eleverne ikke det faglige udbytte, de skal have, siger han.

I efteråret undersøgte Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, hvordan folkeskolereformen blev oplevet af medarbejderne. Både lærere og pædagoger fortalte, at der er meget få timer om ugen, hvor det er muligt at mødes.

- Der mangler tid til, at lærere og pædagoger kan samarbejde, mener også Elisa Bergmann, der er formand for Bupl.

- Efteruddannelse løser ikke problemerne alene. Det er med til at give rygstød til, at man kan indgå i et samarbejde, men der skal jo også være rammer og ressourcer til det, siger hun.

/ritzau/