Lærere: Vi mangler tid til elever med særlige behov

Skrevet af admin

23/12/2014

Dagens topnyheder

De danske folkeskolelærere har ikke længere god nok tid til til at indrette undervisningen, så der i høj nok grad bliver taget hensyn til elever med særlige behov.

Sådan lyder det fra Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo.

Jyllands-Posten skriver tirsdag, at børn med ADHD eller autisme i stigende omfang holdes hjemme af deres forældre, fordi de ikke kan fungere i en normal folkeskoleklasse.

I en rundspørge foretaget af Landsforeningen Autisme svarer 33 ud af 164 familier, at deres børn i perioder slet ikke har gået i skole. Ni børn har ikke været i skole i over et år.

Hos ADHD-foreningen drejede samtlige 40 henvendelser, som foreningen fik i seneste kvartal, sig om forældre, der ikke kunne få deres børn til at gå i skole.

- Vi hører, at det er blevet sværere mange steder. Nogle af de ressourcer, der før blev brugt til at have to lærere i klasser, bliver nu brugt på at lave længere skoledage, så nu er støtten til elever med særlige behov der ikke længere, siger Anders Bondo til Ritzau.

Han mener ikke, at man kan forsvare inklusionen, hvis ikke man er i stand til at give et ordentligt undervisningstilbud.

- Lærerne har mindre tid til at forberede, og det kræver ekstra tid at tilrette undervisning til elever med særlige behov. Vi er nødt til at ændre på det her nu, siger Anders Bondo.

De danske folkeskoler skal rumme flere elever med særlige behov, fordi regeringen har som mål, at 96 procent af eleverne skal være inkluderet i den almindelige undervisning i 2015.

I skoleåret 2012/2013 lå det tal på 94,8 procent.

Spørgsmål: Har man været for optimistisk i forhold til, hvor mange der børn der skal kunne rummes i den danske folkeskole?

- Kan børn blive en del af fællesskabet, så er det at foretrække, men man skal også respektere, at nogle børn ikke kan rummes i normal undervisning. Jeg synes, at nogle kommuner har været alt for tilbøjelige til at ville rumme alle, siger Anders Bondo.

/ritzau/