Lærerforening: Besparelser er skyld i skolers megaklasser

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Kommunale besparelser er skyld i, at der på stadig flere folkeskoler findes klasser med over de tilladte 28 elever.

Det mener Danmarks Lærerforening, efter at nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at der sidste skoleår gik omkring 9000 elever i klasser med flere end de tilladte 28 elever.

Det er næsten en fordobling fra skoleåret 2009/2010.

- Det er alvorligt. Vi bliver nødt til at få langt mere fokus på, hvordan vi skaber kvalitet i elevernes undervisning frem for konstante nødløsninger, som er dikteret af besparelser i kommunerne, siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, i en pressemeddelelse.

Foruden flere klasser med over 28 elever er antallet af klasser med over 30 elever - de såkaldte megaklasser - også steget.

Der må på papiret ikke være over 28 elever per klasse, uden at det godkendes af kommunalbestyrelsen. Er tallet over 30 elever, skal det godkendes af Undervisningsministeriet.

- Hvis politikerne vil løfte eleverne fagligt, så bliver de nødt til at sikre nogle bedre rammer, så skolerne kan lykkes med opgaven. Jeg mener, at 24 elever i klassen er det absolut maksimale.

- International forskning viser, at klasser med mere end 24 elever har negativ effekt på elevernes læring. Og jeg tror sådan set, at de fleste kan se, at når der er rigtig mange elever i en klasse, så bliver det meget vanskeligt for læreren at udfordre hver enkelt elev, siger Dorte Lange.

Ifølge Danmarks Lærerforening er klassekvotienten steget siden 2009, og op mod 140.000 elever i folkeskolen går i øjeblikket i klasser med 25 eller flere elever.

Tallene har fået SF til at kalde børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd. Det skriver Politiken.

/ritzau/