Lærerformand: Mærsk-penge er fantastiske

Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, kalder det "fantastisk", at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bestemt at donere en milliard kroner til folkeskolen.

- Vi har heldigvis ofte oplevet en stor interesse fra erhvervslivet i folkeskolen, men det er jo helt enestående, at der bliver stillet så mange penge til rådighed, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.

Pengene skal gå til efteruddannelse og kompetenceudvikling af undervisere og ledere på landets folkeskoler, og Anders Bondo ser gode muligheder i at bruge dem fornuftigt.

- Jeg synes, at sigtepunktet skal være, at det skal gøre en forskel ude i den undervisning, som eleverne får, siger han.

Som eksempel giver han et læseprojekt, som man tidligere har gennemført ved hjælp af midler fra Danmarks Lærerforening.

- Vi har fået tilbagemeldinger fra flere skoler om, at det har gjort, at flere elever i dag læser bedre på de pågældende skoler, siger Anders Bondo.

Projektet, som Bondo taler om, kostede 7,5 millioner kroner og omfattede en tredjedel af landets skoler.

- Det kunne vi godt tænke os, at man fik løftet op, så det kom til at dække hele landet, siger Anders Bondo Christensen.

Pengene fra fonden bliver stillet til rådighed for projekter fra 2014 og frem til 2020.

/ritzau/

 

Dagens Gossip