Lærerformand modsiger Helle Thorning

- I er skolens hjerte. Jo mere tid, børnene tilbringer sammen med jer, jo dygtigere bliver de.

Helle Thorning-Schmidt talte direkte til landets lærere i sin nytårstale, og det er blevet bemærket af lærerformand Anders Bondo Christensen.

Han er dog ikke enig i, at flere timer i klasselokalet automatisk giver bedre elever.

- Det er ikke antallet af timer, der er afgørende, men derimod er det kvaliteten af den undervisning, som eleverne modtager, der er vigtig, lyder det fra Anders Bondo Christensen.

Regeringen håber på en ny folkeskolereform, hvor eleverne har mere undervisning, og skoledagen indrettes på en ny måde.

- Der skal være spændende aktiviteter og mere undervisning i dansk og matematik, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale.

Lærernes formand efterlyser langt mere fokus på lærernes efteruddannelse i forbindelse med reformen.

- Bortset fra forældrenes opbakning til elevernes skolegang er dygtige og velforberedte lærere den enkeltfaktor, der har størst betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Derfor er vi nødt til at have større fokus på efteruddannelse, end regeringen lægger op til, siger Anders Bondo Christensen.

Konkret foreslår Danmarks Lærerforening, at der laves en national plan for efteruddannelse, der sikrer, at alle elever i alle fag har lærere med fagdidaktiske kompetencer svarende til læreruddannelsens linjefagsniveau.

 

Dagens Gossip