Lærerformand: Privat drift af folkeskoler er tåbeligt

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

Danmark risikerer at stå med en fiasko mellem hænderne, hvis privat drift af folkeskoler bliver en realitet, som Produktivitetskommissionen foreslår i en ny rapport mandag.

Det mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Kommissionen er kommet med mange forslag, som efter vores opfattelse er grebet ud af den blå luft.

- Når man har gennemført noget, som er blevet en fiasko i Sverige, så ville det da være tåbeligt at gennemføre det samme i Danmark, siger han og henviser til, at Sverige netop har forsøgt sig med at lade private virksomheder drive folkeskoler.

Her er det ifølge den danske lærerformand gået grueligt galt - blandt andet er skoler gået konkurs.

- Det er endt i, hvad vi godt kan kalde kaos. Sverige fik elendige Pisa-tal i december, og den mest brugte forklaring både fra politikere og forskere var, at man havde privatiseret folkeskolen på den måde, siger Anders Bondo Christensen.

Produktivitetskommissionen er sat i verden af regeringen for at se på, hvordan man kan få mere for pengene i det offentlige.

I kommissionens sjette rapport, lægges der op til, at private firmaer bør få lov til at byde på at drive alt fra folkeskoler og gymnasier til børnehaver og vuggestuer.

Anders Bondo Christensen håber dog, at politikerne vil "tænke sig godt om" og lade være med at gøre forslaget til en realitet.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at kommissionen ikke har en forpligtelse til at lave en kvalitetsanalyse af deres egne forslag, for så tror jeg ikke, at det var kommet frem. De skyder bare med spredehagl, siger han.

Hvis politikerne alligevel skulle vælge at følge Produktivitetskommissionens forslag, frygter Anders Bondo Christensen, at skolekaosset også kommer til Danmark.

- Min frygt er, at det bliver svenske tilstande i Danmark. At vi også får polarisering af eleverne og skoler, der risikerer at gå konkurs. Så kan der stå 1000 elever, som skal samles op i et offentligt finansieret tilbud alligevel, siger han.

Derudover peger han på, at det kan udvikle sig til, at skolerne kommer til at fokusere endnu mere på de små ting, der kan måles i test, fordi det er sådan private virksomheder måles. Det resulterer ifølge formanden i dårligere undervisning.

/ritzau/