Lærerne lover: Vi bliver ved at kæmpe

Allerede efter en enkelt dag med nye forhandlinger mellem lærere og kommuner måtte de stridende parter gå hver til sit. Parterne er dermed stadig langt fra at nå til enighed om en ny overenskomst for lærerne.

- Vi havde planlagt, at vi skulle bruge hele weekenden. Det blev så kun 14 timers forhandlinger, lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening (DLF), Anders Bondo Christensen.

Der er ikke tale om et sammenbrud, men et behov for en pause i forhandlingerne, og det er der ikke noget usædvanligt i, fastslår formanden. Parterne mødes igen fredag.

- Vi har også forladt hinanden tidligere, fordi der er noget hjemmearbejde, der skal gøres og noget bagland, der skal tales med.

- Det er stadig arbejdstiden, der er den svære knast. Der er behov for, at vi får mulighed for at vende det en gang til med baglandet. Det er en af grundene til, at det først kan være fredag, siger Anders Bondo Christensen.

Han tror stadig på en aftale, inden en varslet lockout af 50.000 folkeskolelærer 1. april.

- Vi vil blive ved og blive ved og blive ved. Vi skal finde en løsning, og vi har aldrig set en konflikt som løsningen. Man kan ikke konflikte sig til en bedre arbejdstidsaftale, mener formanden.

- Jeg har hele tiden sagt, at der er masser af tid. Nu blev det ikke denne weekend. Men så prøver vi igen i næste weekend. Men så er der kun en uge tilbage, og så begynder vi at nærme os, siger han.

Han understreger, at begge parter har en enorm interesse i at finde en løsning - ikke mindst for børnenes skyld.

KL vil have lærerne til at undervise mere og give de enkelte skoleledere magten til at administrere arbejdstiden. Men DLF mener, at det vil gå ud over fleksibiliteten og ikke mindst kvaliteten af undervisningen.

Allerede tirsdag skal der forhandles igen. Det er dog på det statslige område.

/ritzau/

 

Dagens Gossip