Lærke blev borger nummer 90.000

Lærke Klinge Thomsen er borger nummer 90.000 i Kolding Kommune. Lærke blev født 3. oktober på Kolding Sygehus og bor sammen med sin storebor William og mor og far Trine og Nicolai Klinge Thomsen i Lunderskov.

For at markere den flotte milepæl i befolkningsudviklingen fik mor og datter overraskende besøg af Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen, der kunne overrække en Georg Jensen flagstang med borger nr. 90.000 indgraveret. Der var også en bamse, en lille gave til storebror samt en kurv med lokale varer og designs til forældrene.

- Det er som at vinde en konkurrence, man ikke vidste man var med i, sagde en glædeligt overrasket Trine Klinge Thomsen, der i øjeblikket nyder barslen og bruger tiden på ture til byens nye legeplads og babycafe med sundhedsplejerskerne på biblioteket.

Familien flyttede fra Bramdrupdam til Lunderskov i 2008, fordi de her kunne realisere drømmen om eget hus til fornuftige penge og samtidig have nemt til deres arbejde.

- Vi ved, at jobbet er altafgørende, når folk flytter. Derefter kommer bolig, omgivelser, venner og familie. Kolding er blot en af to kommuner i Syddanmark med overskud af arbejdspladser i forhold til indbyggere, og det gør naturligt for mange at bo her eller søge hertil, siger Jørn Pedersen oven på en næsten eksplosiv udvikling i kommunens befolkningstal.

Det stiger mellem 500-600 i år. Faktisk passerede kommunen 90.000 indbyggere allerede i oktober, og er vi oppe på 90.106, og dermed langt foran prognoserne, der først regnede med at nå det runde tal i løbet af næste år.

Kolding Kommune begyndte i slutningen af november en bosætningskampagne, og med de friske tal, er det en kampagne, der er startet i medvind.

Dagens Gossip