Lærke Møller melder fra til VM

Når det danske kvindelandshold skal forsøge at hente medaljer til VM i Serbien i december, bliver det uden Lærke Møller på holdet.

Playmakeren fra FC Midtjylland har været meget skadesplaget i de seneste år, og det er da også fysikken, der får hende til melde fra til landstræner Jan Pytlick.

- At skulle af sted med landsholdet, hver gang der er en pause i ligaen, og til et mesterskab med mange kampe, er krævende. I stedet er det bedre at bygge kroppen endnu bedre op, så jeg er endnu stærkere fysisk efter nytår. Skal man til et mesterskab, skal man også være 120 procent klar fysisk til at deltage i alt. Men det er ikke et farvel til landsholdet. Tværtimod vil jeg komme tilbage stærkere end nogensinde før, siger Lærke Møller til FCMs hjemmeside.

- Det har selvfølgelig været en svær beslutning, for jeg elsker at spille i den rød-hvide dragt og repræsentere Danmark. Men det er 100 procent min egen beslutning og en beslutning, som er gennemtænkt, fortsætter playmakeren.

 

 

 

Dagens Gossip