Lærke Møller vil styre fremtidens landshold

Først var hun slet ikke udtaget, så blev hun hasteindkaldt til Serbien onsdag aften, og lørdag var Lærke Møller Danmarks bedste, da håndboldkvinderne besejrede Rusland i kampen om femtepladsen.

Den 23-årige FCM-spiller var i ungdomsårene anset som et kæmpetalent, men alvorlige skader har foreløbig begrænset hendes landsholdskarriere. Nu håber hun, at det er slut med uheld, og at hun fremover får en mere central rolle på det nye landshold.

- Når holdet mødes igen til foråret, håber jeg bestemt på at være med. Det er jo det, jeg går efter. Men jeg har haft en krop, jeg skulle tage hensyn til, og jeg havde nok ikke kunnet holde til en hel slutrunde hernede, siger Lærke Møller.

Playmakeren satte fart i spillet mod Rusland, lavede fem mål og leverede en kamp, så det var svært at se, at hun slet ikke har været med i optakten til EM.

- Jeg har jo også spillet sammen med mange af det her spillere før.

- Jeg er glad for, at jeg fik lov at spille så meget. Det gik godt angrebsmæssigt, men det er stadig nogle ting i forsvaret, jeg lige skal have styr på. Alt i alt gik det godt, og det var fedt at smadre russerne, siger Lærke Møller.

/ritzau/

 

Dagens Gossip