Læs Bødskovs beklagelse til Folketinget

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Morten Bødskov har mandag aften svaret på en række spørgsmål til Folketingets retsudvalg. Her er et udpluk af svarene:

* Om politidirektør Johan Reimanns afbud til Christiania-besøg, der blev brugt som undskyldning for at aflyse turen i februar 2012:

Der er ingen tvivl om, at vi ledte efter en begrundelse for at kunne indstille, at besøget blev udsat. Det stod således allerede før mødet med den daværende formand for Retsudvalget klart for mig, at der ville være behov for en begrundelse til Retsudvalget for en indstilling om at udsætte besøget på Christiania. Derfor tog Justitsministeriet kontakt til den daværende politidirektør i København.

Politidirektøren oplyste i den forbindelse, at der rent faktisk var forskellige andre møder i Københavns Politi den 29. februar 2012, som han ellers skulle have deltaget i. Politidirektøren understregede samtidigt, at såfremt justitsministeren ønskede, at han deltog i Retsudvalgets besøg på Christiania, ville han selvfølgelig gøre det.

* Om at have brugt Reimann som begrundelse for at aflyse besøget, selvom det ifølge PET's forklaring hang sammen et øget trusselsbillede mod daværende DF-leder Pia Kjærsgaard:

Jeg vil gerne beklage dybt, at jeg på denne måde har bidraget til, at medlemmerne af Folketingets Retsudvalg fik en begrundelse, som ikke var reel.

Der burde slet ikke være givet en anden begrundelse for indstillingen til Retsudvalget, når udvalget ikke kunne gives den reelle begrundelse. Man måtte i stedet for på anden måde have forsøgt at overbevise medlemmerne om, at de burde bakke indstillingen om udskydelse op. Det var som nævnt efter vores opfattelse særdeles vigtigt – af hensyn til medlemmernes sikkerhed – at medlemmerne endte med at tilslutte sig formandens indstilling.

Kilde: Svar på spørgsmål 278 til Folketingets Retsudvalg

/ritzau/