Læs indlægget her: Ellen Trane Nørby vred på BT

Ellen trane Nørby vil i dette indlæg rejse debatten om kampagnejournalistik og mediekritik. Det er især rettet mod BT og en navngiven journalist.

Vi bringer her hele indlægget:

 

For halvandet år siden skrev BT-journalist Lars Fogt en så fejlagtig artikel om mig, at jeg valgte at indklage ham og BT for Pressenævnet.

Pressenævnet afgjorde sagen og tildelte BT og Lars Fogt alvorlig kritik. Men det at indklage BT og Lars Fogt for Pressenævnet som politiker var en beslutning, som alle frarådede.

Deres budskab var, at det ville Lars Fogt og BT hævne. For journalister er om muligt endnu mere forfængelige end politikere, sagde folk. Jeg er ikke en person, der dyrker konspirationsteorier, så jeg sagde: »Nej, sådan kan og bør det da ikke være. Vores presseetiske system må da fungere, så der er en vis form for retfærdighed«.

Jeg studsede godt nok lidt, da jeg blev informeret om, at Lars Fogt fra BT, havde klaget til ombudsmanden, ligesom jeg fra Statsforvaltningen Hovedstaden blev informeret om, at der to gange blev klaget anonymt til dem om samme type fejl.

Jeg tror fortsat ikke på konspirationsteorier, og jeg er fortsat glad for, at jeg indbragte Lars Fogt og BT for Pressenævnet for den på alle måder fejlagtige artikel, de skrev. Men jeg må sige, at jeg efter endnu en lang dag med BT’s kampagnejournalistisk, ikke kan lade være med at tænke, om folk havde ret, da de frarådede mig at indklage Lars Fogt og BT for Pressenævnet.

Eller som den radikale Zenia Stampe skrev på sin blog i Politiken umiddelbart inden jul, da hun gennemgik Lars Fogts metoder og en række af hans mange tabte sager i Pressenævnet: »Jeg er også udmærket klar over, at jeg med dette indlæg risikerer at lægge mig lige i skudlinjen til en ny kampagne fra Lars Fogts og BT’s side. Den må så komme. For det bør være slut med, at vi politikere hepper eller lægger os på maven, hver gang et nyt læs manipulation rulles ud fra kampagnekontoret i Pilestræde«.

Jeg synes, vi trænger til en principiel debat om mediekritik, om, hvordan historier ukritisk spredes på nettet uden selvstændig research eller kildekritik. At artikler fra en journalist, der efterhånden har tabt flere sager i Pressenævnet, end rockeren Jønke har tabt ved de danske domstole, bare ukritisk viderebringes. For at debatten ikke skal blive for luftig, så lad mig tage et konkret eksempel fra i fredags.

Ikke for at få medlidenhed, for politikere skal kunne tåle tæsk. Men for at illustrere mekanismerne. Afdække, hvor let en journalist kan omdanne en generel problemstilling og en bred viden til en personsag. Og nej, denne artikel foregiver ikke at være objektiv, og den vil sikkert også give anledning til, at nogen vil latterliggøre den. Og det må I så om. Jeg nærer ingen illusioner.

BT lavede fredag 4. januar en 2-siders artikel, med henvisning på forsiden, hvor de beskyldte mig for webfup, fordi to af mine studentermedarbejdere havde opdateret den profil på det brugerdrevne opslagsværk Wikipedia, der handler om mig. Man kan altid diskutere ord som ’hårdtarbejdende’ og ’imponerende valgresultat’, men for størstedelen af opdateringernes vedkommende var det der tale om faktuelle rettelser af ordførerskaber, stemmetal, henvisninger til artikler m.m.

Havde de fjernet noget kritisk om mig? Nej. Havde de ændret noget negativt, andre havde skrevet? Nej. Jeg er sikker på, at mine studentermedarbejdere også har lært noget af denne debat. Og ja, alle kan begå fejl, det er menneskeligt at fejle, som et ordsprog siger, men betyder det, at jeg mener, at de – eller andre fremover – skal afholde sig fra at opdatere faktuelle forhold på det brugerdrevne leksikon Wikipedia. Nej. For Wikipedia eksisterer jo netop gennem, at brugerne deler viden og udbygger Wikipedia med informationer.

Den fik ikke for lidt i BT’s artikel i avisen 4. januar. Jeg kunne ellers, inden BT bragte deres artikel, forstå på BT’s journalist, at fokus ikke udelukkende var rettet mod mig. For der var siden 2005 lavet 344 ændringer af en lang række folketingsmedlemmers profiler på Wikipedia. Dertil kom de mange gange, partimedlemmer og ungdomspolitikere uden for Christiansborg havde rettet folketingsmedlemmernes profiler.

Jeg måtte forstå, at statsminister Helle Thorning-Schmidts profil op til sidste valg blev ændret af en socialdemokrat 23 gange, at den radikale gruppeformand, Sofie Carsten Nielsens, kampagnefolk fjernede negative artikler om hende og ændrede Wikipedia-profilen om hende. Det samme gjorde ansatte for DF’s Søren Espersen, hvor der åbenbart også var henvisninger, man ikke brød sig om.

Lars Løkkes profil blev ændret 13 gange. Det fik i lørdagsavisen BT til at tale om »censur«. En af rettelserne var at fjerne et udsagn fra en bruger, der skrev, at Lars Løkke »åd og drak som et svin«. Finansordfører for Socialdemokraterne John Dyrby Paulsen og en række andre fik tilføjet Wikipedias karakteristiske advarselsmarkering om, at artiklen var rettet af partiansatte og udtryk for politisk spin. Den samme spinbetegnelse fik eksportminister Pia Olsen Dyhr.

Forsvarsminister Nick Hækkerups profil blev 19. maj 2011 tilføjet følgende advarsel: »autobiografisk advarsel tilføjet – artiklen er fyldt med skamros og rosende citater« – og siden senere den samme dag følgende opdatering fra administratorerne »igen grund til at tro at Nick Hækkerup har været i gang med artiklen«. Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, og en lang række andre fik ligeledes deres profiler på opslagsværket Wikipedia rettet af deres medarbejdere.

For Benny Engelbrecht og en række andre gælder det, at både medarbejdere og personer i deres ungdomspartier, der havde opdateret i deres Wikipedia-profiler. Mads Rørvig, Jonas Dahl, Jeppe Kofod, Zenia Stampe havde oprettet sig selv som brugere på Wikipedia og rettet egne profiler.

Rettelserne er for størstedelens vedkommende – i modsætning til hvad BT lod deres læsere vide – foregået i fuld åbenhed, og alle kan via Wikipedias historik gå ind og følge dem. Derimod kan brugere af det brugerdrevne leksikon ikke se, hvis folk anonymt har logget sig på og fra en computer ude i fædrelandet og tilrettet profilen på deres foretruknes politiker. Det sidste havde BT for længst opgivet at kortlægge og var derimod kastet sig over de mange opdateringer, hvor alle brugere af Wikipedia, inklusive BT’s journalist Lars Fogt, kunne se ændringerne.

Handlede BT’s artikel så om de mange opdateringer af Wikipedia fra medarbejdere, partimedlemmer eller folketingspolitikere selv? Nej, det var alligevel ikke substansen, den bredde debat, som BT valgte at fokusere på, trods Lars Fogts udsagn om det.

Den debat kunne faktisk have været relevant. For er de mange bruge – fra skoleelever til nysgerrige – opmærksomme på, at Wikipedia er et brugerdrevet opslagsværk, hvor man den ene dag kan møde en version og den næste en væsentligt anderledes? Wikipedia udvikler sig hele tiden, og med brugernes opdateringer bliver det løbende en database med mere viden.

BT’s avisartikler 4. januar indeholdt ikke den brede viden, BT havde, og som journalisten havde udbredt sig om. Det var nu en snæver personsag, og det var også den vinkel, andre journalister og medier ukritisk viderebragte. Selv Lars Fogts fejl, som, at han kaldte min studentermedarbejder Anders Jacobsen for »politisk sekretær Anders Jørgensen«, viderebragte andre medier som en løbeild på net, i DR’s radioprogrammer, i TV 2’s ’Go’ aften Danmark’ og ikke mindst på de sociale medier.

Der var ingen selvstændig research eller kritisk filter. Copy-paste-journalistik. 47 mediehistorier blev det til på under et døgn, viste en søgning på Infomedia 5. januar. Jeg skal her sige, at nogle medier ikke viderebragte BT’s vinklede historier.

På dagen, hvor den prestigefyldte journalistpris Cavlingprisen blev uddelt, og hvor Nordjyskes journalist Asbjørn With fik prisen for sin banebrydende afdækning af den frygtelige Rebildsag, var det paradoksalt nok ikke den historie, der fyldte mest på de sociale medier. Det var ’Wikigate’, som BT’s artikel hurtigt blev døbt.

På det sociale medie Twitter var det den radikale Sofie Carsten Nielsens tidligere kampagnemedarbejder, der lagde for med at latterliggøre og opstartede hashtaget #EllenNorbypåWiki (særlig måde at skrive på på sociale medier, red.). Vedkommende blev dog bemærkelsesværdigt tavs, da BT sidst på fredagen publicerede en netartikel om, at netop Sofie Carsten Nielsens kampagnemedarbejdere havde fjernet henvisninger til negative artikler om hende på Wikipedia.

Debatten boltrede sig lystigt af sted i et toneleje fra det latrinære til det belærende, og efter BT’s opfølgende historier om Google-optimering blev en del fokus på Twitter, at der måske mere var tale om en personhetz fra BT end journalistik. Der var også opbakning, og tak for den.

Da BT’s journalister havde fået kogt stemningen nok op på deres eget debatforum, fra hvilket jeg skal undlade at citere, kunne de skrive netartikler om, hvor idiotisk deres læsere syntes, jeg var. Jeg kan i den forbindelse blot konstatere, at BT ikke går op i, om deres debatfora indeholder injurier eller lignende.

Og da Wikipedia måtte blokere deres profil om mig på grund af hærværk på baggrund af BT’s artikel, jo, så kunne de da lige skrive endnu en historie, hvor de kunne understrege, hvor meget »webfusk« jeg (mine medarbejdere) havde lavet. Tjekker man Wikipedias profil om mig i dag, indeholder den nu link til en række kritiske BT-artikler, og der er tilføjet øgenavne, hvor BT fremgår som kilden. Meget neutralt, meget objektivt må man sige, Wikipedia.

Først hen på eftermiddagen fredag 4. januar lagde BT en artikel på bt.dk, hvor de nævnte ændringerne i Sofie Carsten Nielsen profil under overskriften ’Ikke kun Trane Nørby: Radikal gruppeformand fik fjernet citat fra leksikon’. På det tidspunkt var de sociale medier begyndt at gå på weekend. De fleste havde fået raset deres forargelse af over for mig, og journalisterne på andre aviser, radio og tv havde allerede lavet deres historier med fokus på mig.

Fredag aften kom det frem på Twitter, at BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen selv har oprettet og forfattet hele den profil, der er om ham på Wikipedia, hvilket har fået Wikipedia til at stemple artiklen med hele tre advarselsmærker om, at den ikke er uafhængig, at den bør slettes, samt at der ingen kildeanvisninger er. Mon BT skriver den historie?
I kan så spørge. Hvorfor brugte du, Ellen, ikke den viden, du havde bl.a. fra Lars Fogt om de andre MF’ere, hvis profiler var blevet ændret, allerede fredag, da nettet kogte over i nedgørelse af dig? Det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke nærede noget ønske om, at mine folketingskollegaer eller deres medarbejdere skulle trækkes igennem Lars Fogts farvede kampagnejournalistik om Wikipedia-opdateringer. Havde jeg lyst? Ja, det skal jeg da gerne indrømme. Ikke mindst når socialdemokrater og radikale på de sociale medier kastede med sten.

Men jeg gjorde det ikke – ikke fordi jeg er hellig (og beklager, I er nævnt som eksempler her), men mest af alt, fordi jeg ville se, hvor let det er for medierne at skabe en bestemt virkelighed og opkoge en folkestemning. Jeg skriver ikke dette, for at nogen skal få ondt af mig, for politikere skal kunne tåle mere end andre, og vi skal som folkevalgte opføre os forbilledligt.

Politikere har frihed til at mene, hvad de vil, og journalister har frihed til at vinkle, som de vil. Klart, men der er væsensforskel på vinkling og manipulation, hvor man konstruerer en version af virkeligheden og undlader at gøre læserne opmærksom på det. Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen, sagde det vel meget godt i sit blogindlæg med overskriften ’DR’s iscenesatte nyheder’: »DR’s bestyrelse må afklare, om DR skal bedrive dokumentarjournalistik med iscenesættelser og manipulation som arbejdsmetode, og svaret håber jeg at kende på forhånd«. Men det gælder vel alle medier Lisbeth, eller?

For en ting er BT. BT har gjort det til deres fremmeste mål at hænge politikere ud – ikke for det de gør politisk, men derimod som personer. Skade deres troværdighed. Udstille dem som uærlige, griske idioter, så de kan trække den generelle opfattelse af politikere ned og bidrage til en stigende politikerlede. I morgen er det sikkert en af mine politiske modstandere, så jeg kunne vel i princippet være ligeglad? Men det er jeg ikke, og hvorfor er jeg ikke det?

Det er jeg ikke af to grunde. For det første opfatter jeg størstedelen af mine kollegaer i Folketinget som hårdtarbejdende politikere, der knokler og kæmper for de sager, som de tror på, brænder for og drives af. Jeg er bestemt ikke enig med dem alle, men jeg har respekt for de fleste af dem, fordi de ligesom jeg dag efter dag bruger både 10 og 15 timer på at arbejde for det, de tror kan gøre Danmark til et endnu bedre land at leve i.

Og jeg oplever, at den personhetz, som visse journalister driver, ikke bare skaber politikerlede i samfundet, men også afholder en lang række dygtige mennesker fra at stille op og tage et ansvar for vores samfund, for det vil de simpelthen ikke udsætte deres børn, familie og eget omdømme for.

For det andet, fordi jeg vil ønske, at der kan komme en debat om, hvordan man sikrer, at der er et mediekritisk filter i den fagre digitale verden, vi lever i, og hvor informationer spreder sig som en brand i et stråtag, så man ikke bare reproducerer historier blindt uden selv at researche. Hastigheden, hvormed man videreformidler, er forhåbentlig ikke det eneste nyhedskriterium.

Kan Lars Fogt og BT også ramme rigtigt med deres kampagnejournalistik og artikler. Ja, selvfølgelig kan og gør Lars Fogt det. Når man skyder nok, laver man også nu og da en fuldtræffer. Men spørgsmålet er, hvad er omkostningerne, når den demokratiske vagthund bliver til en blodtørstig jagthund, der til stadighed er på jagt efter endnu et offer, det være sig en virksomhed, en politiker eller en hvilken som helst anden.

Hvad tænker du om kritikken fra Ellen Trane Nørby? Deltag i debatten her:

Dagens Gossip