Læseheste sparer millioner af kroner på billigere bøger

Skrevet af admin

14/11/2013

Mest læste i dag

Liberaliseringen af bogmarkedet har givet forbrugerne en gevinst på estimeret 319 millioner kroner i 2012. Det viser en analyse, som konsulenthuset Incentive har udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Gevinsten er beregnet i forhold til situationen i 2000, inden liberaliseringen af bogmarkedet begyndte. Hertil kommer gevinsterne fra årene mellem 2000 og 2012.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, mener, at forbrugerne også fremover vil få gevinst af det liberaliserede bogmarked.

- Forbrugerne har foreløbig fået årlige milliongevinster som følge af bogmarkedets liberalisering. Det er min klare vurdering, at forbrugerne også fremadrettet vil få betydelige gevinster.

- Analysens resultater bekræfter, at liberaliseringen set med forbrugernes øjne var et helt rigtigt valg, siger Agnete Gersing i en pressemeddelelse.

Bortset fra børne- og ungdomsbøger, er priserne faldet på bøger, og det har fået salget i vejret. Antallet af solgte skønlitterære bøger er steget 25 procent, og salget af fagbøger er steget 17 procent fra 2000 til 2012.

- Vi kan se, at forbrugerne køber flere bøger til lavere priser, end de gjorde før liberaliseringen af bogmarkedet begyndte. Forbrugerne har også fået nemmere ved at købe bøger, fordi der er kommet flere salgssteder, siger Agnete Gersing.

Incentives beregninger viser, at prisen på skønlitteratur gennemsnitligt er faldet 12 procent siden år 2000, mens prisen på faglitteratur er faldet omkring 24 procent. Tallene er korrigeret for inflation.

Prisen på børne- og ungdomsbøger er i samme periode steget 42 procent. Det har ikke været muligt at afdække årsagen.

På baggrund af interviews med aktører på markedet skønner Incentive, at prisstigningen på børne- og ungdomsbøger skyldes andre forhold end liberaliseringen.

I 2000 solgte 450 boghandlere bøger. Men i 2013 har forbrugerne 544 butikker at gå til, når de køber bøger. Heraf er de 184 større supermarkeder med et udvalg på omkring 500 titler.

/ritzau/