Læserbrev: Det kræver flere aktører at få liv i Kolding

Læserbrev af Tanya Buchreitz Jensen, byrådsmedlem (V), Æblehaven 54, 6000 Kolding.

Der er ingen tvivl om, at jeg igen denne gang går til valg på at få mere aktivitet til gavn for kommunens borgere. Der er sket meget, men der kan ske endnu mere. Det er glædeligt, at der i midtbyen kun er få tomme udlejningslokaler og at bordtennisborde, børnestationer og andre kommunale anlæg i og ved gågadesystemet er kommet til.

For det er kommunens opgave at sørge for rammerne, og så er det op til os alle at fylde dem ud og skabe liv.

Et glimrende eksempel på dette, oplevede jeg tirsdag aften, hvor en af byens butikker arrangerede kundeaften på en uddannelsesinstitution, med fremvisning af produkter, lækker mad fra en af byens caféer og et spændende oplæg. Der var små 100 kvinder i alle aldre der havde købt billet og deltog i et rigtig godt arrangement.

For mig (be)viser det, at når forskellige aktører tager ansvar og engagerer sig, skabes der liv i Kolding. Sådanne initiativer vil jeg gerne bakke op om – både personligt og politisk.

Dagens Gossip