Læserbrev af Hans Holmer, næstformand i SF Kolding, Skovbogade 8, 6000 Kolding.
Jeg vil gerne starte med at sige tillykke til Jørn Pedersen og Venstre for det flotte valgresultat. Jeg vil også rose borgmesteren for den brede konstituering, som er indgået med partierne.
Når det så er sagt må jeg også være ærlig og sige at for en SF’er som mig kan det være svært at tro på at Kolding er så blå, som valgresultatet viser.
Jeg tror at en del af det gode valg Venstre fik mest skyldes et fravalg af rød politik på landsplan end det er et tilvalg af blå politik. Det ansvar må vi selvfølgelig tage på os og i handling, både centralt og lokalt, vise hvad SF står for og dermed vinde tilliden tilbage inden næste valg.
I SF har vi blandt andet fået socialudvalgsformandsposten. Den platform skal bruges, til at føre en rød og anstændig socialpolitik og overfor borgerne vise, at der i Kolding kommune også er brug for et parti som har en markant social profil.
I SF kæmper vi videre. Første mål er at få nedsat et udsatteråd.