Læserbrev: EU undergraver dansk velfærdssystem

Skrevet af Elo Christoffersen

14/08/2013

Dagens topnyheder

Læserbrev af Karina Adsbøl, folketingsmedlem (DF), Koldingvej 17, 6580 Vamdrup. 

Mit arbejde på Christiansborg sætter jeg stor pris på , og jeg søger min indflydelse, hvor jeg kan.

Desværre er rammerne for at få indflydelse i forhold til vores danske velfærdssystem blevet mindre. EU er nemlig i færd med at undergrave vores danske velfærdssystem.

Dvs. det Danmark har bygget op, er begyndt at smuldre.  EU-domstolen udvider grænserne for, hvilke sociale ydelser andre landes borgere kan gøre krav på.

Den største udfordring er den politiske: Hvor længe gider danske skatteborgere betale verdens højeste skat for at andre kan komme og hive penge op af kasserne?

EU og EU-domstolen skal holde snitterne væk fra den skattefinansierede uddannelsesstøtte.

Danmark skal være herre i eget hus. Desværre ligger regeringen sig fladt ned hver gang EU Kommissionen blot hæver øjenbrynene.  Ja man kan jo i sit stille sind, undre sig over, hvorfor statsministeren ikke tog problemstillingen op under hendes EU-formandskab.

Danmark har ikke afgivet suverænitet til EU, når det kommer til socialpolitikken, og derfor skulle man mene at det strider mod loven, når EU-domstolen med en række domme giver flere EU-borgere ret til at hæve uddannelsesstøtte og børnecheck betalt af den danske statskasse.

Hvorfor skal vi forsørge naboen? Vi har rigeligt i at forsørge os selv, og kæmpe for at bevare de velfærdsydelser vi har. Specielt med den regering vi har, som har travlt med at skære i vores velfærd. Danmark er ikke et tag selvbord. Derfor gør vi også alt i Dansk folkeparti for at gøre opmærksom på denne uhyrlighed, og få regeringen til at handle.

Der er nok at kæmpe for, specielt social politikken, hvor jeg sidder i socialudvalget og er partiets handicapordfører. Jeg brænder for arbejdet for vores ældre, mennesker med handicap, udsatte unge m.m. og jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at søge indflydelse.