Læserbrev: Fantastiske Socialdemokrater

Læserbrev af Bjarne Juel Møller, byrådsmedlem, Dansk Folkeparti, Bjerggade 13, 6000 Kolding.

Endnu en gang skal avisen fordres med glimrende forslag fra Socialdemokraterne!

Spidskandidaten, ja nærmest borgmesterkandidat Haugk fremkommer igen og igen med skriveri, hvor han og hans parti tager æren for alle gode tiltag i Kolding kommune.

Fint med, at Socialdemokraterne i Kultur og Fritidsudvalget stemmer ja til f.eks. forslaget om en Beach Volley Park og et lysanlæg på Mosevej, men selv tage æren for disse forslag, det er nok lige at spænde buen en ekstra tand.

Ser man f. eks. på dagsordnen på dagen, hvor tilskuddet til Beach Volley Parken blev vedtaget, så fremgår det klart og tydeligt, at vi har modtaget en ansøgning fra Kolding Beach Volley Klub og ikke fra Socialdemokraterne!

Sådan fungerer det kære læser. Vi får ansøgninger og forslag fra mange interesseorganisationer og enkelte gange har et medlem af udvalget selv et forlag på dagsordnen, men så fremgår det også klart og tydeligt at byrådsmedlem her/fru XX fremsætter følgende forslag.

Det eneste forslag fra Haugk, jeg umiddelbart kan erindre er budgetforslaget om, at Kolding kommune skulle/kunne sælge jord for et mega større beløb end det, et flertal mente!

Desværre for skatteyderne kunne vi ikke sælge helt så meget jord som budgetteret, men tænk om vi havde brugt de penge, Socialdemokraterne havde foreslået til budgettet, så var det da gået helt galt!

Æres den der æres bør, men fri os for de gentagende forsøg på æres-tyveri.

Dagens Gossip