Læserbrev: God sagsbehandling giver selvkørende borgere

Læserbrev af Rasmus Lund-Sørensen, byrådskandidat for De Radikale, Hvidtjørnevej 2, 2 tv., 6000 Kolding.

Retssikkerhed handler om, at borgeren får det, borgeren har krav på efter loven. Ikke mere – ikke mindre. De fleste kommunale sagsbehandlere yder en god service. Det oplever jeg heldigvis tit i Kolding Kommune, men ofte oplever jeg desværre også det modsatte.

Manglende sammenhæng og koordination, krav om besparelser, dårlig kommunikation, manglende inddragelse af borgeren og desværre også manglende kendskab til lovgivningen gør det ofte svært for vores medlemmer at få den rådgivning og de ydelser, de er berettiget til. Det er ikke i orden.

Alt for ofte oplever jeg at forældre med børn med et handicap får nej til tilskud og hjælp, selvom de er åbenlyst berettigede hertil. Det kan f.eks. dreje sig om hjælpemidler, der er nødvendige for, at borgeren kan klare sig i hverdagen. Vi oplever også, at afgørelsen om en bevilling kører frem og tilbage mellem forskellige instanser.

Og gæt hvem der taber? Det gør borgeren selvfølgelig.

Sagsbehandlingen og kvaliteten af sagsbehandlingen er kommunalbestyrelsens ansvar. Vi oplever desværre, at borgerens tillid til, at kommunen og den kommunale sagsbehandler vil borgeren det bedste, er forsvundet. Vi står med en kæmpe tillidskrise mellem borger og myndighed.

Jeg opfordrer derfor politikerne til at arbejde for en kvalitets- og redelighedskultur i sagsbehandlingen. Vi ønsker bedre kommunikation mellem kommune og borger og større inddragelse af borgerne i løsningen af deres egen sag.

I en tid, hvor meget handler om penge før mennesket, er det glædeligt, at netop dét også kan vise sig at være god økonomi. Jo bedre kommunerne hjælper borgeren, jo mere selvkørende er han/hun og sparer derved kommunen for flere udgifter. En tidlig og målrettet indsats giver bedre livskvalitet og færre udgifter på den lange bane.

Dagens Gossip

Dagens TV