Læserbrev: Hal i Skanderup - nødvendigt og naturligt

Skrevet af Elo Christoffersen

13/08/2013

Mest læste i dag

Læserbrev af Annie Terp Thomsen, medlem af Kolding Byråd (S).

De tre landsbyer Skanderup, Hjarup og Gelballe har gennem de senere år gennemgået en omfattende udvikling, hvor der via udstykninger af grunde er kommet mange nye beboere. En afgørende, og geografisk centralt beliggende faktor i denne udvikling er Forbundsskolen.

Dels som konventionel skole, men også som samlingspunkt for nærmiljøet. Skolen har herudover vist sit værd i et større fagligt perspektiv, ved i dag også at tilbyde undervisning til elever med særlige behov. Fagligt er skolen derfor også central for kommunen som helhed.

Ved budgetforhandlingerne i 2013 blev det besluttet, at en kommende hal i forbindelse med skolen skal bygges, såfremt der kommer større indtægter ved salg af byggegrunde end beregnet i budgettet. Antallet af byggegrunde der skal sælges er dog sat urealistisk højt – som en følge heraf er det også urealistisk at Forbundsskolen udvides med en sportshal.

Det er afgørende at fastslå, at Forbundsskolen har et reelt behov for en idrætshal. Dels i forbindelse med de mangeartede undervisningstilbud, men også i forbindelse med dens størrelse. Således er skolen allerede i dag nødsaget til at transportere elever til hallen i Ødis.

Det er utilfredsstillende for alle parter, men samtidig også en klar indikation på at der er mangel på kapacitet. Og set fra lokalområdets perspektiv vil en hal øge mulighederne for aktiviteter i foreningslivet. De lokale idrætsforeninger har brug for større faciliteter, og her er det værd at bemærke at foreningerne er helt centrale for udviklingen af lokalsamfundet.

Driftsmæssigt vil hallen kunne fungere i progression til skolen, hvilket giver begrænsede driftsomkostninger. Hertil kommer besparelserne ved ikke at skulle transportere elever, eller leje alternativer.

Ved budgetforhandlingerne i 2014 vil jeg derfor arbejde for en hal ved Forbundsskolen, der ikke er betinget af særlige midler, som salg af byggegrunde er. For bygningen af hallen er et både positivt og nødvendigt tiltag, som vil understøtte de tre landsbyers udvikling mange år fremover.