Læserbrev: Holmstaden kan blive et område med både butikker og rekreative muligheder

Læserbrev af Bo Vesterlund, cyklist og byrådskandidat (SF), Rosenholm 18, 6000 Kolding.

Når vi begynder at udnytte åområdet i Kolding mellem Brostræde og Sydbanegade, kan vi skabe et område hvor en tur til Koldings centrum bliver en god oplevelse.

Butikker hører naturligt hjemme her, men der skal også være plads til rekreative oplevelser mellem indkøbene.

Vi kan skabe grønne områder med borde og bænke, cafeer, et børneområde hvor børn kan have det sjovt mens forældrene handler. Måske også en tribune til musik/optræden eller et område med speakers corner/vægavis.

Butikker og et eventuelt supermarked med p-plads bør ikke etableres helt ned til åen, så færdsel af gående/cyklister forhindres og åmiljøet spoleres. Der bør være god plads til sti og natur langs åen og plads til cykelstativer.

Bygninger i området bør ikke være højere end Klostergården, da høje bygninger vil kaste lange skygger over et område hvor vi skal have mulighed for at nyde solen.

Mens flere og flere naturområder bliver urbaniserede, må vi bevare/skabe naturområder i byen.

Dagens Gossip

Dagens TV