Læserbrev: Hurtigere sagsbehandlingstid på byggetilladelser

Læserbrev af Tanya Buchreitz Jensen, byrådsmedlem (V), Æblehaven 54, 6000 Kolding.

Alle partier kan være enige om at vi skal have mere gang i væksten og flere borgere til Kolding kommune.

Vi er også flere der er enige om, at udover de borgernære tilbud skal være i orden, så skal grundskylden ned og dækningsafgiften fjernes – simpelthen fordi vi på sigt ikke har råd til at lade være.

Det kræver handling at lykkes med at øge tilflytningen. Når man som tilflytter eller nybygger generelt, har valgt at købe grund i vores kommune, så skal byggetilladelsen på plads hurtigst muligt. Det kan ikke passe, at vi har en sagsbehandlingstid på 8 uger – og ikke engang kan overholde den.

Vi skal af med kommunale bureaukratiske rutiner, som trækker sagsbehandlingen i langdrag og udskyder igangsætning af byggeri. Behandlingstid på tilsvarende byggetilladelser tager ca. 2 uger i sammenlignelige kommuner.

Det skal vi gøre bedre. Kommunen er til for borgerne og ikke omvendt.

Dagens Gossip