Læserbrev: Ikke meget der kan trække nye firmaer til Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

09/11/2013

Dagens topnyheder

Læserbrev af Niels Ove Andersen, Duevej 25, 6000 Kolding.

Lige nu er åbning af nye og renovering af gamle Plejehjem “aktiviteten” i Kolding. Ikke at de “gamle”, ikke skal have gode vilkår, det burde være en selvfølge, ikke et argument, vi skal sælge Kolding på.

Vi risikerer at blive et Senior og Uddannelsesmekka, uden noget midt imellem og det sælger vist ikke meget til nye firmaer, som gerne skulle etablere sig i Kolding.

I Sønderborg, hvor jeg kommer ofte, sker der noget.

Et butikscenter med udgang til gågaden, et havnemiljø man kan misunde, et Universitet, Alsion, med indlagte koncertfaciliteter og Cafe med udsigt til Havnefronten, er åbent for alle.

I Sønderborg er der aktive politikere på debatsiderne, op til 2 sider daglig, i  Kolding kan der være op til 4 indlæg.

I Kolding bliver der skruet ned for antallet af byrådsmedlemmer, der bl.a. skal være med til at sælge Kolding. Vi risikerer at byrådet bliver identisk med Ældrerådet.