Læserbrev: Ingen tivolisering af Slotssøen

Skrevet af Elo Christoffersen

22/05/2013

Dagens topnyheder

Læserbrev af Søren Rasmussen, viceborgmester, Dansk Folkeparti, Primulavej 7, 6000 Kolding & Bjarne Juel Møller, næstformand i Teknik- og boligudvalget, Dansk Folkeparti, Bjerggade 13, 6000 Kolding.

Slotssøen og området omkring, er et enestående og meget smukt åndehul i centrum af Kolding. Det er meget heldigt, at vi har det og det er med til, at gøre Kolding til noget ganske særligt.

Mange misunder os dette - tænk at have noget så skønt lige midt i en by. Mange borgere og gæster nyder at færdes i området og passere forbi. Derfor har vi også en særlig forpligtelse til, at passe på denne skønne plet.

Der tales meget om, at udvikle området. Det kan sagtens være positivt og i Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til, at se på gode ideer, som kan gøre området endnu mere skønt, interessant og indbydende.

Men vi vil ikke medvirke til en tivolisering af området. Vi har med stor undren lyttet til forslag om musik i højtalere, lysanlæg, vandpjaskeri og andet som ville passe fint i Tivoli eller Disneyland, men absolut ikke ved den smukke Slotssø i Kolding.

Lad os konstruktivt se på ideerne og lad det med det samme være sagt, så ingen er i tvivl, at Dansk Folkeparti vil kæmpe med næb og klør imod en tivolisering af området.