Læserbrev: Kampen for og imod lokaludvalg i København

Læserbrev af Jesper Christensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen og gruppeformand, København.

Lokaludvalgene er dejligt lette at være utilfredse med. Når man ser med Pia Allerslevs briller, er konstruktionen med nærdemokrati forkert og for dyr. Men hvad med de ihærdige ildsjæle – herunder også borgerlige repræsentanter – der lægger et stort stykke arbejde i lokaludvalgene for netop at opretholde og styrke demokratiet på nært hold i bydelene. Det må da være utilfredsstillende ikke at have opbakning til det arbejde, de udfører, og den tid, de lægger i det. Og hvis københavnerne føler, at det er svært at komme til orde, vil det da være endnu sværere, hvis lokaludvalgene som talerør forsvinder.

Hvad om vi i stedet for denne mistillid og evalueringskrig enes om at forbedre lokaludvalgene og deres muligheder for at markere deres lokale fronter og ønsker. Det er viden, der er svær at grave frem andre steder. Uden lokal inspiration lukker borgerrepræsentanterne sig da for alvor inde på Rådhuset i Borgerrepræsentationens sal, hvor billedet af ”byens træ” vil blive et symbol på fortidens nære beslutningsproces under landsbyens træ. Er det mon det Venstre ønsker?

Dagens Gossip