Læserbrev: Kommunekassen styrtbløder

Læserbrev af Poul Erik Jensen, byrådsmedlem og medlem af økonomiudvalget, Socialdemokraterne, Østergade 20, 6580 Vamdrup.

Kolding Kommunes kassebeholdning styrtbløder.  Lige nu tyder alt på, at kassen drænes for 143,6 millioner kroner i år.

Ifølge budgettet var der regnet med et overskud på 1,6 millioner kroner. Men det ender tilsyneladende med et gigant-underskud.

Det er en katastrofal udvikling, som der for længst burde være grebet ind overfor. Men Venstre-borgmester Jørn Pedersen og hans samarbejdspartnere fra de konservative og Dansk Folkeparti har indtil videre været afvisende.

Men jeg håber, at alle efterhånden vil erkende situationens alvor. Der er ingen vej udenom et indgreb. Hvis udviklingen skal rettes op, skal der findes besparelser på over 100 millioner kroner. Det vil ramme den kommunale service til borgerne. Det er selvfølgelig beklageligt, men det kan ikke undgås.

I den private husholdning kan man ikke bruge penge, man ikke har. Det gælder i og for sig også for den kommunale husholdning.

Socialdemokraterne er ikke en del af budgettet for i år. Men det skal ikke afholde os fra at tage ansvar. Vi er naturligvis parate til at indgå i et samarbejde med henblik på at få økonomien på skinner igen.

Hvis ikke der sker noget, så står Kolding med en gabende tom kommunekasse i løbet af 2014. En så udygtig politisk ledelse har vi forhåbentlig ikke.

Men vi er på gale veje.

Dagens Gossip