Læserbrev: Mandens drifter er vel ikke dikteret af pressen

Læserbrev af Claus Warming, Møllebakken, 6064 Jordrup.

I følge MSN og andre medier er manden direkte et skvat. Kjolden er i den grad tæt på at være klistret til det mandlige køn. Kønnets kamp mod almindeligheden giver i følge MSN problemer for danskernes evne til at elske, være stærk og god i kærlighedslivet.

Manden er i den grad undertrykt og har svært ved at se sig selv som ægteskabet skaffedyr. Kvinderne har den sidste tid evnet at sætte sig på topposter og derfor har manden det svært.

Personligt finder jeg det glædeligt at kvinde i højere grad involverer sig i bestyrelsesarbejde og er på topposter i erhvervslivet. Vi må dog ikke glemme at det stadig blot er ca. 30% af posterne kvinderne besætter.

I artiklen nævnes at kvinderne skal evne at være feminine når de kommer hjem fra arbejde. Nej de skal netop være feminine og kvinder, når de er på arbejde. Ellers er kvinder netop ikke forskellige fra os slipseklædte mænd, der altid ved hvad der skal gøres for at væksten eller udviklingen sker i den korrekte takt.

Kvinder og mænd er heldigvis forskellige. Selvom mange forsøger at signalere noget andet er det vigtigt at samfundet både har mænds og kvinders kompetencer i vores samfund. Der er i den forbindelse ikke nogen tvivl om at udfordringerne er store i vores folkeskole. Vores grundskole er i dag tilrettelagt og planlagt for vores piger.

Grundskolen er i dag en pigeskole, hvor drengens egenskaber desværre ikke finder rum til at udfolde sig.

Vi skal evne at glæde os over kønnets forskellige egenskaber. Vi skal forstå at udvikle vores grundskole til gavn for både vores dejlige piger og vores stærke drenge.

Når Pressen nævner at manden er på vej til at blive undertrykt af kvinderne handler det alene om at der skal laves en historie der kan sælge aviser. Jeg tager personligt gerne en tørn med rengøringen i hjemmet, hvilket jeg har gjort så sent som i dag. Det gør mig på ingen måde mere feminin eller gør at jeg mister mandighed eller beslutsomhed.

Lad nu være med at sluge alt hvad pressen skriver råt...

http://livsstil.dk.msn.com/mand/manden-mister-lysten-n%C3%A5r-konen-er-chef-og-mor

Dagens Gossip