Læserbrev: Marinaen skal være en havn og et rekreativt naturområde

Skrevet af Elo Christoffersen

13/05/2013

Dagens topnyheder

Læserbrev af Bo Vesterlund, byrådskandidat for SF, Rosenholm 18, 6000 Kolding.

Når de to lystbådehavne sammenlægges i 2017 til en lystbådehavn i marinaen ved Skamlingvejen, får vi mulighed for at skabe et havneområde der både tilgodeser sejlerne – og de mange andre menesker der færdes i havneområdet om sommeren.

For sejlerne er det vigtigt at faciliteterne i bygningerne ved Skamlingvejen bevares/genskabes, så klubberne har deres samlingssteder. Restauranten, isbaren, butikkerne etc. er faciliteter som mange har glæde af og som gør at området er et rekreativt område for både kommunens borgere og for turister.

Også det lille stykke strand ved skulpturen Vinger, hvor man kan sidde og nyde en kop termokaffe, en madpakke eller en stille pilsner, gør området til et af de områder ved fjorden hvor alle borgere har adgang til vandet. Det er vigtigt at bevare adgang til vandet de få steder ved fjorden dette er muligt.

Marinaen skal på en gang være havn, sejlermiljø og et sted for mennesker der vil opleve stemningen ved fjorden. Derfor er det vigtigt at sikre plads til faciliteter for havnens brugere og andre der kan lide fjord- og havnemiljøet.

Ved planlægning af eventuelle boliger bør de nævnte forhold tilgodeses. En boligmasse må ikke fylde så meget at der ikke bliver plads nok til både i havnen (hvor man måske vil bygge boliger på kunstige øer) eller at der ikke bliver plads nok til vinteropbevaring af både. Og en boligmasse må ikke indskrænke de områder som borgerne i mange år har kunnet opholde sig på.