Læserbrev: Nej til rockermetoder

Læserbrev af Christian Haugk, socialdemokraternes borgmesterkandidat, Vranderupvej 45, Kolding

.

Rockere bruger primitive og kriminelle metoder for at sikre sig selv og deres såkaldte virksomheder. Det kunne vi læse i JV søndag 2. juni.

Denne gang er det tatovørbranchen der rammes. Helt almindelige borgere med egen forretning bliver udsat for rockernes metoder. Frygt er pludselig blevet en del af den kassekredit en selvstændig erhvervsdrivende skal kalkulere med. Det er helt uacceptabelt.

Hverken som enkeltpersoner eller samfund må vi bukke under for den form for metoder. Vi må og skal stå sammen overfor den udfordring. Alternativet er et samfund hvor trusler, dummebøder og kriminalitet er styrende.

Kære Kolding: Lad os støtte op om den enkelte erhvervsdrivende - i dette tilfælde de lokale tatovører. Lad os sige fra over for metoder, der ikke overholder loven.

Jeg forventer, at både kommune, stat og politi arbejder tæt sammen for at stoppe denne adfærd. Lad os bruge alle lovlige midler på at stresse disse mennesker.

Der ligger en kæmpe udfordring i, at finde balancen mellem retssamfundet men den enkeltes rettigheder og krav - og på den anden side det faktum, at der er grupperinger der udnytter fællesskabet til sidste blodsdråbe. Denne balance er et politisk ansvar som ligger i Folketinget

Som socialdemokraternes borgmesterkandidat er min opfordring klar:

Lad os stå sammen, Kolding. Lad os stå sammen mod den samfundsskadelige tendens bander og rockere er et udtryk for. Og kære Folketing: I må sikre en lovgivning der gør op med disse elementer. Vi har ingen tolerance overfor bander og rockere. Der bør ikke være nogen gråzone i forholdet mellem kriminelle handlinger og et retssamfund.

Dagens Gossip