Læserbrev: Økonomisk nedtur i Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

08/11/2013

Dagens topnyheder

Læserbrev af Poul Erik Jensen, byrådsmedlem og medlem af økonomiudvalget, Socialdemokraterne, Østergade 20, 6580 Vamdrup.

Koldings kommunekasse er på økonomisk katastrofekurs.

I løbet af året har der været et overforbrug på næsten 100 millioner kroner. Borgmesteren havde ellers budgetteret med et overskud på 1,6 millioner kroner. Så den er helt gal med styringen.

Det er byrådets mål at have en kassebeholdning på 150 millioner kroner, når man har fratrukket de beløb, som institutionerne sparer op og overfører til næste år. Fakta er, at den reelle kassebeholdning kun er omkring 50 millioner kroner.

Og med udgangen af næste år forventes den reelle kassebeholdning at være nede på 25 millioner kroner.

Den økonomiske udvikling så ellers lovende ud efter den store sparerunde, som Socialdemokraterne stod bag lige før kommunalvalget i 2009 sammen med Venstre og konservative. Likviditeten voksede. Men i 2013 er det gået helt gal med styringen.

Derfor er der vedtaget et sparebudget for 2014-2017. I alt skal der spares 300 millioner kroner, hvoraf halvdelen effektueres i år. Det vil føre til serviceforringelser. Og der er flere i vente i de kommende år.

Det er værd at huske, når især Venstre og Konservative roser hinanden for at have styr på økonomien.

Andre kommuner har masser af kroner på kistebunden. Det ”problem” har vi ikke i Kolding.