Læserbrev: Parat til en ny start

Skrevet af Elo Christoffersen

30/10/2012

Dagens topnyheder

 

Læserbrev af Poul Erik Jensen, byrådsmedlem, Socialdemokraterne, Østergade 20, 6580 Vamdrup.   Gang på gang ynder Dansk Folkepartis læserbrevsskribenter, at beskrive Socialdemokraterne som noget af det værste og ude af stand til at tage vare på de svages interesser. Mage til volapyk skal man lede længe efter.   Socialdemokraterne har gennem mange år fået vælgernes opbakning til at kunne lede Kolding Kommune. I nyere tid er det blandt andet Peter Ravn, Bent Rasmussen og Per Bødker Andersen, der dygtigt har stået i spidsen for kommunen. De har formået sammen med byrådsflertallet at skabe en stærk kommune, hvor der både var plads til velfærd og udvikling.   Vi har i dag en kommune, der står stærkt blandt andet i kraft af en enestående vækst. Det kan ses på antallet af nye arbejdspladser og nye indbyggere gennem flere årtier. Det kan ses i kraft af den gode omsorg, der er skabt for både ældre og børn. Og den kommunale økonomi har holdt hele vejen igennem.   Socialdemokraterne har i årenes løb altid bestræbt sig på et bredt samarbejde. Og det er vi parate til igen efter næste valg, hvis vi kan genvinde vælgernes tillid. Socialdemokraterne er parate til en ny start. Christian Haugk kan blive en god borgmester – for hele kommunen. Uanset politisk farve og uanset, hvor du bor. Det er helheden, der skal vægte højest.   Vi modtager også gerne dit læserbrev. Skriv kort og præcist, og husk dit fulde navn og adresse. Vedhæft gerne et billede. Vi bringer alle de indlæg vi kan nå, men kan ikke garantere at alle bliver optaget på dagens.dk. Send dit læserbrev til redaktion@dagens.dk