Læserbrev: S er imod vindmøller i Taps

Læserbrev af Poul Erik Jensen, byrådsmedlem, Socialdemokraterne, Østergade 20, 6580 Vamdrup.

Socialdemokraterne vil ikke kæmpe for vindmøller i Taps, som det ellers er fremgået flere steder. Hvis det strider mod naturinteresser eller kulturhistoriske interesser, så er projektet efter alt at dømme urealistisk – og derfor vil det falde.

Men Socialdemokraterne vil loyalt arbejde videre efter den vindmølleplan, som byrådet har vedtaget. Planen blev vedtaget med bred opbakning i byrådet, både fra Venstre og de øvrige borgerlige partier samt Socialdemokraterne og SF.

Et enigt plan- og miljøudvalg besluttede på sit seneste møde at tage kontakt til Haderslev Stift og Naturstyrelsen med henblik på en dialog, der skal gøre det muligt at fortsætte planlægningsprocessen for vindmøller.

Desværre er vindmøllerne blevet en del af valgkampen. Ikke mindst Venstre har forsøgt at bruge situationen i Taps til at fortælle, at Venstre stopper vindmøllerne i Taps, – selv om Haderslev Stift allerede havde nedlagt veto.

Vindmølleplanen blev i sin tid lavet på initiativ af borgmester Jørn Pedersen fra Venstre og hans partifælle Christian Kloppenborg-Skrumsager, der er formand for plan- og miljøudvalget.

De sagde dengang, at det var vigtigt med et bredt flertal for planen. Og sådan blev det efterfølgende, da den blev vedtaget i byrådet.

Senere har Venstre tilsyneladende skiftet holdning, så man både er for vindmøller og imod vindmøller. Og det skorter ikke på kreative løsninger. Eksempelvis at ”sælge” Koldings kvote af vindmøller til Mors eller andre kommuner.

Vi siger held og lykke. Men troværdigheden i alt det, der foregår, blæser i vinden. Om det er valgkamp-strategi eller ej, må guderne vide. Men skønt er det ikke.

Dagens Gossip