Læserbrev: Skovparken bedre end sit ry

Skrevet af Elo Christoffersen

07/05/2013

Mest læste i dag

Læserbrev af Bettina Martensen, Warmingsgade 26,1, 6000 Kolding.

Man kan i disse dage glæde sig over, at vejret er begyndt at vise sig fra den lune side. Hvis man vil nyde det gode vejr med en vandretur i Kolding, vil jeg anbefale en tur gennem Skovparken og ud til det nye kolonihaveområde, som haveforeningen Skovlyst er i fuld gang med at omdanne til 60 kolonihaver som områdets beboere vil få gavn af.

Det er et godt eksempel på at man sagtens kan skaffe arbejdspladser til Kolding Kommune (udvidelsen af sygehuset) med respekt for lokalområdet. Lokalbefolkningen får stadigvæk mulighed for at have en kolonihave tæt på. Det var godt, at Socialdemokraterne sikrede, at der blev afsat midler til at kolonihaveområdet kunne genopføres.

Ovenstående er blot et godt eksempel på godt samarbejde. Men Skovparken er også langt bedre end sit ufortjente dårlige ry.

Jeg kan dårligt tro, at Jørn Dohrmann (DF) har oplevet Skovparken inden sit forslag om at sætte bl.a. hjemmeværnet ind dér, for så ville han have set et dejligt område med fællesskab, god integration og mange sociale aktiviteter. Ghettostemplet mærker alt for ofte et område negativt – i stedet for at fokusere på de mange positive sider.

Beboerne i Skovparken kan i hvert fald ikke genkende det billede, medierne og DF i Kolding tegner.