Læserbrev: Togfonden skader udviklingen i Trekantområdet

I mange år har Trekantområdet arbejdet for at blive den 5. storby i Danmark. Det ved regeringen godt, men alligevel overser man fuldstændig togbetjeningen til området med den nye togplan.

Måske kan der oprettes et fælles stoppested ude midt i ingenting, men det betyder jo, at vi der bor i Trekantområdet alligevel skal køre ud til dette stoppested.

Så kan vi jo alligevel bare tage bilen helt til København, eller hvor vi nu skal hen. Hvis vi først sidder i bilen er vi jo tabt for den kollektive trafik.

Vi vil selvfølgelig fremover kunne tage det elektrificerede bumletog fra Esbjerg, og så skifte i Odense, for måske, at kunne komme 10 min. hurtigere til København.

Det er, som jeg ser det, alt hvad Trekantområdet får ud af de mange milliarder, som regeringen vil poste i den nye togfond.

Nej! Hvis regeringen vil bruge så mange penge på at forbedre den kollektive trafik, i stedet for at plastre hele landet til med motorveje, så skal men satse på at forbedre hele den kollektive trafik. Det drejer sig om, at kunne komme fra, hvor du bor til, hvor du skal hen.

Med tog til tiden, god service og gode fødelinjer med små tog, letbaner og busser, så bilen kan blive hjemme i garagen.

Se! Det er min fremtid for den kollektive trafik.

Dagens Gossip