Læserbrev: Uværdigt af Miljøpartiet Fokus

Skrevet af Elo Christoffersen

02/09/2013

Mest læste i dag

Læserbrev af Hans Erik Adsbøl, medlem af seniorudvalget (DF), Lucernehaven 20, Vonsild, 6000 Kolding.

Det er altid interessant når nye partier dukker op. Det er spændende, om de kan komme med nye ideer? Ser de nye muligheder? Kan vi samarbejde om konstruktive løsninger?

Havde man de forventninger til Miljøpartiet Fokus, så er man allerede blevet skuffet.  Spidskandidaten for partiet erklærer sig uenig med Dansk Folkeparti, omkring robotter til ældre og handicappede.

Det er Dansk Folkepartis holdning, at brugen af moderne teknologi, som f.eks. spiserobotter og selvkørende støvsugere skal være frivilligt, for de der er afhængige af hjælp. Det er Partiet Fokus altså imod.

Spiserobotterne til mennesker som ikke selv kan spise, har vist sig at give et gevaldigt løft i livskvaliteten for dem der har prøvet det. Nu kan de f.eks. pludselig spise sammen med familien. Dette tilbud er Partiet Fokus altså imod. Vil Fokus mon tage robotterne fra de mennesker, som er glade for dem og har gavn af dem?

Det lyder ubehageligt. Men måske er Fokus slet ikke imod? Måske har Jørn Bjorholm bare ikke gidet, at sætte sig ind i tingene? Uanset hvad, så er begge dele uværdigt for et parti, som beder vælgerne om deres stemme.