Læsesvage modtog uforståelig vejledning om statsborgerskab

»Man kan ikke sige, at teksten lefler for læserne. Som vejledning er den komplet dumpet. Der er intet gjort for at formidle budskabet og gøre det let at forstå. Det er alenlange sætninger og lange ord, og man skal læse mange linjer ned, før man forstår indholdet af en sætning,« siger lektor i dansk sprogbrug ved Københavns Universitet Klaus Kjøller til avisen.

Under VK-regeringen fik PTSD-ramte ansøgere rutinemæssigt afslag på statsborgerskab, fordi de ikke var i stand til at bestå danskprøven. Men efter statsløsesagen besluttede den dengang nytiltrådte integrationsminister, Søren Pind (V), i april 2011 at ændre ministeriets praksis. Ifølge Information sandsynligvis for at undgå kritik for at overtræde FNs Handikapkonvention. Fremover skulle PTSD-ramte ansøgere ifølge Søren Pind sammen med deres afslag have en vejledning om, hvordan de alligevel kunne få deres sag genoptaget. Det er denne vejledning, der nu møder hård kritik.

»Teksten er ikke klar. Når den bringes sammen med et afslag, må den give ansøgeren den opfattelse, at PTSD ikke er nok til at få en sag genoptaget,« siger ekspert i indfødsret Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder til Information.

Justitsministeriet oplyser til avisen, at det af »journaltekniske« grunde ikke kan oplyse, hvor mange PTSD-ramte, der efter at have fået vejledningen har bedt om at få deres sag genoptaget.

Dagens Gossip