Læsø-virksomhed: Gå 20 kroner ned i løn per time

Det er ikke længe siden, at slagteriarbejderne på Bornholm efter lange forhandlinger blev enige med ledelsen om at gå ned i løn mod et løfte om, at de kunne få pengene tilbage med tiden.

Nu er det ansatte i fødevareindustrien på Læsø, der måske skal til at vinke farvel til en del af deres løn. Ledelsen i Læsø Fiskeindustri har bedt de 100 ansatte på Læsø Fiskeindustris fabrikker i Skagen, Frederikshavn og Læsø om at gå 20 kroner ned i løn per time, oplyser DR Nyheder.

Medarbejderne har foreløbig sagt nej til kravet om lønnedgang med opbakning fra fagforeningen.

- Der er ikke nogen, der har råd til at gå så meget ned i løn, siger fællestillidsrepræsentant Lone Andersen.

De ansatte har tilbudt ledelsen at acceptere en "bornholmer-model". Men det har ledelsen afvist.

Økonomidirektør Svend Larsen i Læsø Fiskeindustri bekræfter i Læsøposten, at virksomheden i et brev beder medarbejderne acceptere en lønnedgang, og at der er indledt forhandlinger mellem parterne.

Læsø Fiskeindustri lider under krisen på det sydeuropæiske marked, der aftager hovedparten af jomfruhummerproduktionen fra Læsø.

Danish Crowns slagteri var for nylig ude i lignende redningsaktion, hvor de ansatte endte med at skyde penge i selskabet. De ansatte på Læsø har forsøgt samme løsning, men uden positiv respons fra ledelsen i Læsø Fiskeindustri.

De 190 ansatte på Danish Crowns svineslagteri i Rønne vedtog 12. juni den redningsplan, der skal sikre deres arbejdsplads i hvert fald de næste fem år.

Slagteriarbejdernes fagforening, NNF, forhandlede en model på plads med ledelsen og Dansk Industri, hvor de ansatte investerer 3,5 procent af deres løn i produktion, vedligeholdelse og drift af virksomheden. Til gengæld har de mulighed for at få pengene tilbage med tiden.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) var med i sidste forhandlingsrunde og bidrog med 1,3 millioner kroner fra det offentlige om året til at medfinansiere nye investeringer på slagteriet.

Mulighed for medarbejderinvesteringsselskaber er en del af regeringens vækstplan for fødevarebranchen.

Regeringen ventes i den kommende tid at vedtage det lovgrundlag, som skal gøre det muligt for de ansatte at indbetale skattefrie lønkroner i et investeringsselskab, der skal fremtidssikre virksomheden. Det udkast, som de ansatte senere får i hånden, bliver dog beskattet.

/ritzau/

Dagens Gossip