Lampre-italiener spurter sig til etapesejr i Giroen

Skrevet af admin

15/05/2015

Mest læste i dag

Den 25-årige italiener Diego Ulissi (Lampre) vinder 7. etape af Giro d'Italia.

Det er Ulissis 18. sejr i karrieren, og det er hans tredje i Giroen.

Sejren vakte store glæde for Ulissi og holdkammeraterne. Det var Ulissis første triumf, siden han vendte tilbage til cykelsporten efter at være testet positiv for doping under sidste års Giro, hvor han vandt to etaper.

Ulissi blev idømt ni måneders karantæne efter brug af astmamedicin, der gav ham for høje værdier af Salbutamol.

Fredagens etape var samtidig den længste i årets udgave af Giroen. I alt skulle rytterne cykle 264 kilometer fra Grosetto til Fiuggi. Etapen var dog forholdsvis flad, og alt tydede på, at vinderen skulle findes i en massespurt.

Og sådan blev det også efter over syv timer og 20 minutter på cyklerne.

20 kilometer før mål blev en gruppe håbefulde udbrydere hentet efter langt tids solokørsel. Undervejs havde udbryderne over ni minutter ned til feltet.

Det var blandt andet BMC og TREK, der trak et stort læs ved at sætte tempo forrest i feltet.

I den tætte spurt smed Ulissi cyklen ind foran Juan José Lobato (Movistar) og Simon Gerrans (Orica-Greenedge).

Inden etapen var der tvivl om, at Tinkoff-Saxos Alberto Contador ville stille til start i sin lyserøde førertrøje, efter spanieren var involveret i et styrt torsdag. Spanieren kom dog igennem etapen, selv om han i flere perioder lå i den bageste del af feltet.

Contador får brug for at være frisk til løbets 8. etape lørdag, hvor klassementrytterne forventes at få en rolle på den 186 kilometer lange etape, der slutter på toppen af en kategori 1-stigning.

/ritzau/