Landa tager ny etapesejr - Contador tæt på samlet sejr

For anden etape i træk var spanieren Mikel Landa (Astana) stærkeste mand i Giro d'Italia-feltet.

Han vandt i sikker stil 16. etape - en 174 kilometer lang bjergetape fra Pinzolo til Aprica, hvor feltet skulle over fem bjerge.

Mikel Landa kørte solo på de sidste kilometer på etapens sidste bjerg og vandt med 38 sekunder ned til Steven Kruijswijk (LottoNL) og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) på de næste pladser.

For Contador blev etapen en sejr set i det lys, at den værste konkurrent i det samlede klassement, Fabio Aru fra Astana, tabte næsten tre minutter til vinderen.

Contador fik ellers ikke den bedste start på etapens næstsidste stigning - et af løbets skrappeste i kategori 1. Spanieren fik defekt og måtte se Aru stikke af sted med flere hjælperyttere.

Contador kæmpede en sej kamp for at få kontakt, hvilket skete med 35 kilometer tilbage af etapen. Han satte øjeblikkeligt i angreb, og det kunne Aru ikke svare tilbage på.

Det kunne til gengæld Astana-holdkammeraten Mikel Landa, der igen viste sig at have de bedste ben på holdet. Søndag tog han således også etapesejren.

Landa og Contador fik hollandske Steven Kruijswijk (LottoNL) med sig, og da de passerede toppen på næstsidste bjerg som de første, lignede det denne trios kamp om etapesejren, mens Aru sakkede længere og længere bagud.

Fire kilometer fra toppen af det sidste bjerg og målstregen satte Kruijswijk et angreb ind, men Landa kørte kontra og kørte fra de to konkurrenter og vandt overbevisende.

Dermed kørte Landa sig op på andenpladsen i klassementet, som han tog fra holdkammeraten Aru.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV