Landboforening præsenterer det papirløse kontor

Når dørene bliver slået op til den store landbrugsmesse, NutriFair, i Fredericia onsdag 22. januar og torsdag 23. januar, vil Sønderjysk Landboforening være på plads med en stand med flere tilbud fra virksomhedens brede palette af tilbud.

- Vi skal selvfølgelig være med der, hvor landbruget kommer, og vi vil også gerne bakke op om messen, så vi er selvfølgelig på plads med en stand igen i år, lyder det fra direktøren for Sønderjysk Landboforening, Per Grønbæk.

I efteråret høstede Sønderjysk Landboforening og Dansk Farmer IT international hæder for Dokview, det papirløse kontor. Ved den internationale ECM Award 2013 i Tyskland blev Dokview tildelt en flot andenplads i kategorien for innovative projekter.

Mange har allerede benyttet sig af muligheden for at få papirerne ud, og på NutriFair er der lejlighed til høre mere om muligheden for at lagre alle dokumenter digitalt i stedet for at gemme dem i mapper i reolen.

- Det administrative arbejde er en vigtig del af landbruget, men det behøver ikke være papirarbejde. Stort set det hele kan klares på computeren og sparer landmanden ressourcer, og på messen er vi på plads med et godt tilbud på muligheden, fortæller it-chef Erik L. Jørgensen fra Dansk Farmer IT/Sønderjysk Landboforening.

Dansk Farmer It lancerer på NutriFair et nyt koncept omkring it-kriminalitet.

- Vi kan sørge for, at du ikke får besøg af kriminelle, der ønsker at tømme dine konti eller stjæle din identitet, fortsætter Erik L. Jørgensen.

På standen vil der også blive set på handel med landejendomme via LandboGruppen Sønderjysk, ligesom der er lejlighed til en snak om regnskab og rådgivning generelt.

Dagens Gossip