Landboformand: Ulve blev sat ud

Det mener formanden for det østjyske landboforening LandboMidtØst, Steen Vindum. Han finder det »meget usandsynligt«, at ulvene skulle have tilbagelagt turen fra Tyskland og Polen af sig selv.

»Jeg har svært ved at forstå, at de ulve, vi har set, skulle være gået hele vejen herop fra Polen og Tyskland. Det første, de møder er Kielerkanalen. Så kommer de til Nordtyskland og Sønderjylland, hvor der er mange husdyr og får. Men vi har ikke hørt meldinger om ulve, der er gået til angreb på dyr i Nordtyskland og Sønderjylland. Så ulvene skulle altså være vandret hele vejen op gennem »slaraffenland« til Midt- og Vestjylland for at sige: Her ser godt ud, her vil jeg bo,« siger Steen Vindum.

Steen Vindum tør ikke gætte på, hvem der skulle stå bag en eventuel udsætning af ulvene.

»Jeg hælder til den teori, at ulvene skulle være sat ud, uden at jeg kan sige, hvem der skulle stå bag eller hvorfor,« siger Steen Vindum.

Personligt er han ikke tilhænger af ulve i dansk natur.

»Vi må have en debat om, hvorvidt vi skal have ulven tilbage i dansk natur. Det kan godt være, den var her for 200 år siden. Men det danske kulturlandskab har altså ændret sig utroligt meget siden. Vi er mange flere mennesker og mange flere husdyr,« siger Sten Vindum.

»Ulven er ikke et rart dyr at have gående, og man har også set eksempler på, at ulve rammes af blodrus og skambider dyr,« siger han.

Landboformanden er dog tilfreds med en ny erstatningsordning, der betyder, at der udbetales et beløb svarende til slagteværdien, hvis et dyr bides ihjel og det kan bevises, at en ulv står bag.

Men Steen Vindum mener dog, at nogle dyr bør udløse en højere erstatning end andre.

»Avlsdyr har typisk en værdi, der er fire til fem gange højere, og det bør efter min mening udløse en højere erstatning,« siger Steen Vindum.

»En landmand har måske investeret meget i en god ko eller et godt får med nogle gode avlsegenskaber, og så bør det også give en højere erstatning,« siger Steen Vindum.

Erstatningsordningen trådte i kraft fredag og vil være gældende, indtil Vildtforvaltningsrådet sidst på året kommer med dets udkast til en forvaltningsplan for ulv i den danske natur. Her vil der indgå et forslag til en permanent erstatningsordning, oplyser fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Dagens Gossip