Landbruget bakker op om uafhængig naturfond

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Landbruget bakker ligesom Danmarks Naturfredningsforening op om kritikken af Den Danske Naturfond, som regeringen før jul indgik en historisk aftale om med de store private fonde Aage V. Jensens Naturfond og Villum Fonden.

Naturfonden skal med bidrag på op mod en milliard kroner, dels fra staten og dels fra de to fonde samt andre private bidragydere, opkøbe og sikre bedre naturområder til danskerne.

Men de to fonde er allerede nu stærkt bekymrede for, at Finansministeriet vil sætte sig på fonden, så den ikke bliver uafhængig og selvstyrende som oprindeligt tænkt.

- Naturfonden er vigtig, for der er meget af Danmarks natur, der ikke bliver plejet optimalt i dag, og det kan der gøres noget ved, blandt andet ved hjælp af fondens midler, siger vicedirektør i Landbrug & Fødevarer Lone Andersen.

Fonden er et centralt ben i det samlede udspil fra Natur- og Landbrugskommissionen, der skulle sikre, at der både bliver plads til landbrugsvækst og taget bedre hånd om naturen.

- Natur- og Landbrugskommissionen var jo en samlet pakke, som gerne skulle komme på én gang. Derfor ser vi gerne, at naturfonden kommer i gang hurtigt, ligesom vi gerne snart ser en bedre miljøregulering, siger Lone Andersen.

Hun peger på, at idéen bag kommissionen netop var, at Den Danske Naturfond på sin side skal bidrage til bedre natur, samtidig med at landbruget omvendt får mulighed for at gøde mere optimalt på andre arealer, end det er muligt i dag.

- Det vil være meget ærgerligt, hvis de store private fonde, som er gået ind i det her, får kolde fødder. De har nogle gode intentioner, som vi er meget enige med dem i om lokal forankring og frivillighed. Jeg håber virkelig ikke, at de trækker sig, men at der snart kommer gang i naturfonden, siger Lone Andersen.

/ritzau/