Landbruget er trætte af nyt hurtigt ministerskift

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Den nye fødevareminister Dan Jørgensen (S) er kendt for markante synspunkter indenfor dyrevelfærd og miljø.

Men erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har en klar forventning om, at han i sit nye job som fødevareminister fortsætter sin forgænger Karen Hækkerups konstruktive linje og har samme fokus på landbrugets og fødevarebranchens vækst.

- Jeg ser Dan Jørgensen som en politiker med stor engagement og entusiasme i forhold til de emner, han har kastet sig over.

- Han har fra sit hidtidige politiske arbejde også stor viden om både landbrug og fødevareområdet, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

- Nogle gange har jeg så undret mig over nogle af hans synspunkter. Men når han har sagt ja til posten som fødevareminister, går jeg klart ud fra, at det er for at føre regeringens politik.

I Danmarks Naturfredningsforening er man ikke uventet glad for den nye minister.

Præsident Ella Maria Bisschop-Larsen kalder Dan Jørgensen en ærlig politiker, hvor der er overensstemmelse mellem det, han siger, at han gør, og det han arbejde for.

- Vi kender ham som en europapolitiker, der har arbejdet for, at landbrugssektoren udvikler sig i den retning, hvor det ikke bare er landbruget, der får gevinsten og samfundet, der betaler regningen for landbrugets forurening, siger hun og fortsætter

- Men at man både får en øget indtjening i landbruget og eksportmuligheder, samtidig med at man tager de nødvendige miljø og naturhensyn. Vi ser frem til, at han kan tackle den store politiske opgave, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Både landbruget og fiskerierhvervet er dog ærgerlige over endnu et hurtigt skift på fødevareministerposten.

- Det er ikke rimeligt, at man skifter en velfungerende minister efter bare fem måneder i stolen og så på et område, der står midt i store og komplicerede udfordringer, siger Martin Merrild.

/ritzau/