Landbruget kalder grønnere landbrugsstøtte vanvittigt

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Det vil være "fuldstændig vanvittigt" at omlægge 15 procent af den danske landbrugsstøtte til grønne tiltag via landdistriktsmidlerne, lyder det fra landmændenes brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer.

Formand Martin Merrilds advarsel falder i kølvandet på en intern diskussion i regeringen, der inden 1. august skal beslutte, om man ønsker at omlægge op mod de 15 procent af landmændenes støtte for de kommende år.

- Vi har et erhverv, hvor den helt store udfordring er, at vi tjener for få penge, fordi vi er et land med meget høje omkostninger, der skal sælge varer på det store marked.

- Vi har et landbrug, der er forgældet, fordi vi har investeret meget i de seneste år for at øge produktiviteten. Så vil det være fuldstændig vanvittigt at trække i den anden retning og fjerne penge, siger Martin Merrild.

Landbruget har de seneste år skærpet tonen i forhold til øget miljøregulering, som de mener er gået for vidt.

Martin Merrild blev valgt til formand i 2012 på en mindre kompromissøgende profil og mere kritisk linje end sin modkandidat Henrik Frandsen.

Han slår fast, at landbrugserhvervet allerede er "fantastisk grønt".

- Der er mange regler, der trækker os i en grøn retning. Vi har regler, der beskytter naturen, dikterer gødning- og pesticidanvendelse, krav om efterafgrøder og at vi skal værne om læhegn.

- Næste år kommer vi til at forholde os til krav om en endnu grønnere landbrugsprofil. Og vi har allerede verdens grønneste politik. Spørgsmålet er jo, om samfundet og erhvervet kan betale regninger ved at være grøn, og det kan vi ikke, når vi skal forholde os til konkurrencen rundt om os.

- Man skal huske på, at der er andre lande, der flytter midler den anden vej. Her stiger arealtilskuddet, og så sidder vi herhjemme og overvejer, om det skal falde. Det er fuldstændigt i den forkerte retning, siger Merrild.

Radikale ønsker ifølge Politiken en "stor" omlægning, mens Socialdemokraterne vil have en omlægning så tæt på nul som muligt. SF og Enhedslisten går efter de maksimale 15 procent til grønne tiltag.

Da Venstre sad i regeringen med Konservative, sørgede partiet for at fastholde støtten, så den fortsat havde fokus på arealstøtte frem for grønne tiltag.

/ritzau/