Landbruget panikker over mulig britisk toldmur efter brexit

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Det værste scenarie efter briternes farvel til EU er, at vilkårene for at sælge varer til Storbritannien forværres markant.

Det vurderer Landbrug & Fødevarers cheføkonom, Frank Øland.

- Dansk eksport til Storbritannien vil øjeblikkeligt blive ramt på indtjeningen på grund af det kraftige fald i pundet. I de kommende måneder risikerer vi at blive ramt af den store usikkerhed, der kan påvirke væksten negativt.

- Den største bekymring er dog risikoen for administrative byrder og i værste fald en toldmur, som vil kunne få negativ indflydelse på den danske eksport til Storbritannien på sigt, siger Frank Øland i en skriftlig kommentar.

Fredag morgen står det ifølge flere britiske medier klart, at 51,89 procent af briterne har stemt for at forlade EU.

Det britiske pund er styrtdykket. Aktiemarkederne i Europa følger efter med massive fald.

- Det er en historisk og dramatisk dag, europæerne er stået op til, siger Frank Øland.

- Pundet er faldet drastisk fredag morgen, og det har betydning for dansk eksport til Storbritannien, der for fødevareklyngens vedkommende sidste år tegnede sig for knap 13 milliarder kroner. Faldet i pundet er det største i 40 år, siger han.

Med et svagere pund bliver danske varer dyrere for britiske forbrugere, og det vil betyde mindre dansk eksport til Storbritannien.

De voldsomme reaktioner gør det helt nødvendigt, at de europæiske politikere sender stærke politiske signaler, siger Frank Øland:

- Det er afgørende, at politikerne i Storbritannien og EU nu går ud og beroliger markederne, og signalerer, at de vil arbejde for en god løsning, der understøtter samhandlen mellem EU og Storbritannien bedst muligt.

/ritzau/