Landbruget venter spændt på regeringens klimaplan

Det frygter brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, inden klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) onsdag præsenterer det virkemiddelkatalog, som en gruppe embedsmænd har udarbejdet.

»Jeg håber meget, at politikerne og regeringen tænker sig om, så vi ikke oplever, at vi får nogle omkostninger, der kommer til at begrænse vores produktion og dermed føre til tab af arbejdspladser og tab af eksport,« siger administrerende direktør Søren Gade.

Den tidligere Venstre-minister hæfter sig dog ved, at der foreløbig er tale om et idekatalog bestående af i alt 78 forslag, hvoraf under halvdelen føres ud i livet.

»Jeg håber, at regeringen vil tage de dyre forslag, der virkelig koster landbruget og erhvervslivet penge, ud. Det er utrolig vigtigt, at man ikke kvæler det spirende opsving, som måske er på vej,« siger Søren Gade.

Cirka hvert fjerde forslag i virkemiddelkataloget omhandler landbruget, mens en række forslag drejer sig om transportsektoren. Regeringen har dog allerede afvist at gennemføre flere af forslagene som eksempelvis afskaffelse af befordringsfradraget, sænkelse af fartgrænsen på motorveje og øgede benzinpriser.

Klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil ikke fortælle, hvilke forslag regeringen rent faktisk vil følge, men siger, at det er muligt at nå målet om at reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2020 »på en måde, hvor vi som samfund vinder på det«.

»Jeg er blevet temmelig overrasket over, at der er så mange lavt hængende frugter, som der er. Jeg havde troet, at vi skulle gå mere til stålet for at kunne nå de 40 procent. Så jeg er heldigvis blevet overrasket, men jeg kan selvfølgelig ikke være konkret omkring det,« siger hun.

Søren Gade understreger, at »det er helt ok«, at landbruget skal være med til at indfri klimamålsætningen.

»Men der er det vigtigt at sige, at vi har reduceret drivhusgasser med 24 procent siden 1990, og vi har øget produktionen med 20 procent. Det er til gavn for dansk økonomi, og den vej bør vi fortsætte ad,« siger han.

Hans tidligere kollegaer i Venstres folketingsgruppe frygter ligeledes, at regeringens klimaplan kommer til at koste »titusindvis af danske arbejdspladser«.

»Der er god grund til at ryste i bukserne både hos forbrugere og erhvervsliv med den værkstøjskasse, regeringen har præsenteret her,« siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V).

I miljøorganisationen Greenpeace håber man, at regeringen vil holde fast i klimamålsætningen og ikke gå på kompromis.

»Vi har ventet længe, men nu står vi heldigvis med et katalog over en lang række tiltag, der kan sikre den helt nødvendige reduktion af drivhusgas-udslippet inden for særligt landbruget og transportsektoren. Det er altafgørende, at regeringen holder fast i sine egne ambitiøse mål og ikke går på kompromis, når oppositionen og dele af erhvervslivet kan ventes at ville stille sig tilfreds med for lidt,« siger klima- og energimedarbejder Tarjei Haaland.

Dagens Gossip