Landbrugselev slog svin til blods

Dybe læsioner med dybtliggende slagmærker og udtalte blodudtrædninger i hud, underhud og muskulatur. Sådan lyder rapporten fra Fødevarestyrelsen, efter at myndigheden har undersøgt syv svin fra en gård ved Borup på Sjælland.

Svinene er blevet slået af en 19-årig mand, der arbejder som landbrugselev på sin fars gård, da han skulle drive dem fra svinestien og ud til en lastbil, som skulle køre dem til slagtning, skriver SN.dk.

Den 19-årige er ved Retten i Roskilde kendt skyldig i overtrædelse af dyreværnsloven.

- Tiltalte har slået hårdere, end han burde og har derfor påført dem en unødvendig smerte. Han burde have vidst bedre som landbrugselev, siger anklager Maria Jepsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til SN.dk.

Den 19-åriges far mødte i retten på vegne af sin søn.

Faderen forklarede, at sønnen ikke havde slået, men blot havde dasket til svinene. Den vurdering var retten dog ikke enig i.

Det koster den 19-årige en bøde på 5.000 kroner.

Dagens Gossip